Velkommen til Historietimen ...hvis du tør!
tv-serie for børn i 8 afsnit á 20 min. 

Der er også en illustreret læs-let roman med de otte historier

skrevet af
Henrik Kristensen &
Karsten Mungo Madsen

illustreret af
Karsten Mungo Madsen

Her ser du nogle af illustrationerne fra bogen.

 


1. afsnit: Kastellet, Den døde pirat 
 
tilbage til top  
john norcross historietimen

Facts om KASTELLET.

Vi snød lidt med geografien på Kastellet, da vi lavede afsnittet om den døde pirat. Som man vil finde ud af, hvis man en dag besøger Kastellet, er der faktisk to fængsler. Arresthuset og Krudttårnet. Arresthuset var kastellets rigtige fængsel. Det var her Johan Struensee sad mens han ventede på at blive halshugget. Det var også her John Norcross, den engelske pirat sad. Alle indendørs optagelserne foregik her, så det var sådan set helt rigtigt. Arresthuset var det sted man opbevarede dem som havde gjort forbrydelser mod kongen og staten.

Men huset som professoren går ind i, er ikke arresthuset, men det gamle krudttårn. Det har en mere dramatisk udstråling end indgangen til arresthuset. Derfor brugte vi det istedet. Krudttårnet havde, som navnet antyder, først fungeret som opbevaring af krudt og kugler. Der var oprindeligt to af disse krudttårne på Kastellet, i virkeligheden var de slet ikke tårne, men to etagers lagerhuse med op til fire meter tykke vægge.

Til trods for de tykke vægge anså man det i starten af 1800 tallet ikke længere sikkert, at opbevare ammunition så tæt på bebyggede områder og krudt og kugler blev fjernet og i en årrække lå husene tomme. Men så, efter en fængselsbrand på Christianshavn, stod man i 1840 og manglede plads, og så blev krudttårnene på Kastellet indrettet som midlertidige fængsler. De fanger, der sad her, var ikke af fin stand, det var almindelige tyve og forbrydere. Det var dem, der fik pisk og blev brændemærket.

Kastellet er faktisk verdens ældeste kaserne. Den er opført over en årrække i midten af 1600-tallet som en del af Københavns forsvarsværk. I 1662 blev der udkommanderet 6400 mand til at gøre arbejdet færdigt og to år senere stod Kastellet klar til brug. I 1705, blev kirken bygget og bag den opførte man i 1725 arresthuset. I den fælles mur lavede man en række små glughuller, så fangerne kunne følge med i gudstjensterne på den anden side. Det mente man ville have en god indflydelse på dem.

Grunden til, at der var så mange mus på Kastellet, er måske, at Kastellet havde sin egen mølle og bageri, hvor der blev fremstillet det specielle "kommisbrød," en slags groft rugbrød, som var en del af soldaternes rationer.


Facts om DEN DØDE PIRAT.

Den døde pirat hed i virkeligheden John Norcross. Han blev født i 1688 og gjorde fra sin barndom tjenste til søs på forskellige skibe.

I 1716 ville skæbnen, at han havnede i Sverige og gik i tjeneste i den svenske flåde. Sverige og Danmark var i krig og John Norcross blev en frygtet kaperkaptajn, der opbragte flere norske og danske skibe i nordsøen. I 1717 forsøgte han flere gange at bortføre den danske kronprins (Den senere Christian 6.).

Den første gang han blev fanget, var det selvste Tordenskjold, der fik fat i ham. John Norcross blev fængslet på Holmen, men han stak af, gik hele vejen til Helsignør og kom tilbage til Sverige.

10 år senere dukkede han igen op i København. Han blev fængslet og anbragt i det nybyggede arresthus på Kastellet, men allerede syv
uger efter stak han af igen. Med et skinkeben fra aftensmaden og fodstykket fra sin seng havde han gravet et hul i muren. Han svømmede over sundet til Malmø og forsvandt.

Efter nogen tid blev han genkendt i Hamborg. Han blev atter anholdt og sendt tilbage til sin celle på Kastellet. Men allerede få dage efter, forsøgte han igen at stikke af. Denne gang nåede han dog ikke så langt. Han var på vej over volden, nøgen og indsmurt i olie, da han blev opdaget af vagterne. Men på grund af olien kunne de ikke holde ham fast, han var glat som en ål, og smuttede fra dem. Han nåede næsten ud i voldgraven, før en snarrådig vagt fik fat i hans hår, og så var det slut.

Nu tog man ikke flere chancer. Inde i hans celle byggede man et kraftigt træbur, og i det blev John Norcross lænket til gulvet. Så var det slut med at flygte. De næste 32 år (16 af dem i træburet) sad han indespærret i Kastellets arresthus. han døde i fængslet i 1758. Tiden gik med at tæmme og træne mus og efterhånden blev det en hel attraktion for børnefamilier at tage på udflugt til Kastellet om søndagen og se den afsindige musekonge og pirat, Jonh Norcross optræde med sit muse-cirkus.

Det siges, at man ved skumrings tide kan møde en underlig person på voldene. Han sidder på en bænk eller går langsomt omkring. Han er langhåret og langskægget og ligner allermest en gammeldags vagabond, men der kravler mus rundt i hans skæg og han er ikke af denne verden.

Facts om JOHAN F. STRUENSEE.

Johan F. Struensee blev sammen med dronning Caroline Mathilde og Grev Brandt, 
d. 17. januar 1772, arresteret ved et maskebal på Christiansborg Slot. Det var enkedronning Juliane Marie stod bag dette "statskup". Hun tvang sin sindsyge svigersøn, Christian 7. til at underskrive arrestordren på Struensee og hans sammensvorne. Struensee havde selv i længere tid udnyttet kongens syge sind. Han var blevet dronnings elsker og havde møvet sig selv i stilling som Danmarks egentlige hersker. Struensee og grev Brandt blev anbragt i Kastellets arresthus indtil de skulle henrettes tre måneder senere i Fælledparken.

Så vidt vides spøger Struensee ikke på Kastellet, men af og til kan man høre hans makker Grev Brandts klageskrig.

tiny film apsw   Hovmarksvej 61 - dk2920  Charlottenlund - +4533163376  mail@tinyfilm.dk